3. etape af det prestigefyldte cykelløb Paris-Nice fik fransk vinder. Efter 210 kilometer fra Bourges til Châtel-Guyon var franske Jonathan Hivert (Direct Énergie) hurtigst i spurten blandt den førende trio.
Hivert henviste den stærkt kørende Astana-spanier Luis León Sanchez til andenpladsen.
Det var i det hele taget en Astana-domineret etape, hvor blandt andet Jakob Fuglsang fik vist sig frem.
Med omkring 23 kilometer tilbage var Fuglsang en del af en trio, der angreb på etapens sidste lange stigning.
Da det var ved at blive neutraliseret, stak Fuglsang, der styrtede på 1. etape, selv af sted med 20,5 kilometer til målstregen, men danskeren fik ikke skabt det fornødne hul.
Luis León Sanchez lod til at have endnu bedre ben på de næste kilometer, da han var den mest aktive i det næste angreb fra frontgruppen. Han kørte også med klassementet i sigte.
Det lykkedes dog ikke for ham at holde Jonathan Hivert bag sig på de sidste meter af etapen.
Set med danske øjne var det en god etape, hvor Magnus Cort (Astana) og Matti Breschel (EF-Drapac) kørte med blandt de forreste grupper til det sidste på etapen.
Løbet slutter på søndag.
/ritzau/