For anden gang på to måneder går franskmændene i dag på gaden i protest mod finanskrisen og dens konsekvenser med massefyringer og højere arbejdsløshed.
Op mod to millioner franskmænd ventes at deltage i de mange demonstrationer, som er planlagt landet over, skriver BBC.
I over 200 byer er der planlagt strejker og demonstrationer, mens skoler er lukket og den offentlige transport er lammet.
Fagforeningerne, der står bag generalstrejken, håber på, at deltagelsen bliver endnu større, end ved generalstrejken i januar, hvor over en million franskmænd gik på gaden med flag og protestbannere.
Frankrigs nationale togselskab SNCF regner med, at 40 procent af højhastighedstogene vil blive berørt af strejken, mens tallet vil være op mod 60 procent for de lokale togstrækninger.
Dog vil metro-systemet i Paris ikke blive berørt af strejken.
Franskmændene er bl.a. utilfredse med præsident Nicolas Sarkozys skattelettelser og socialpakke på 2,4 milliarder euro eller knap 18 mia. kr., som blev præsenteret efter januars generalstrejke. Det er ikke nok, lyder budskabet fra fagforeningerne.