Ritzau
Opdateret kl. 18:28
Franskmænd marcherer onsdag aften mod antisemitisme i en demonstration i Paris.
Demonstranterne protesterer efter drabet på en 85-årig jødisk kvinde, der fredag blev dræbt i sin lejlighed i Paris.
Den 85-årige Mireille Knoll, der havde overlevet Holocaust under Anden Verdenskrig, blev stukket ihjel med 11 knivstik. Gerningsmændene har efterfølgende sat ild til kvinden.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
To mænd i 20'erne er blevet anholdt og sigtet i sagen. Ifølge fransk politi efterforskes sagen som et antisemitisk mord.
Det voldsomme drab har skabt stor forargelse i Frankrig og fået flere franske politikere til at advare mod stigende antisemitisme i landet.
På Twitter har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, kaldt drabet for "en frygtelig forbrydelse".
Derudover har den franske indenrigsminister, Gérard Collomb, sagt, at et angreb på en jøde er et angreb på hele Frankrig. Det skriver DR.
Der er siden 2006 begået ti drab på personer udelukkende på grund af deres jødiske ophav.
Drabet på den 85-årige kvinde er sket tæt på årsdagen for en lignende forbrydelse i 2017 mod en 66-årig jødisk kvinde.
Flere jødiske foreninger har udtrykt vrede og foruroligelse efter drabet, og onsdag aften har de jødiske sammenslutninger arrangeret en stor demonstration i Paris, hvor Mireille Knoll vil blive mindet.
- Jeg opfordrer alle til at komme. Det er den sidste gave til denne stakkels kvinde, som overlevede krigen. Og at hun så skal dø på denne måde, det er ufatteligt, siger Paris-indbyggeren Bibi Zenou til DR Nyheder.
/ritzau/