Mindst to franske soldater blev dræbt, da en helikopter styrtede ned nær Port Gentil i Gabon under en øvelse.
Ifølge det franske udenrigsministerium overlevede tre af de 10 soldater styrtet, men den ene døde senere af sine kvæstelser.
Resten af soldaternes skæbne er endnu uvis, skriver BBC.
Den franske forsvarsminister Herve Morin er nu på vej til ulykkesstedet, efter at præsident Nicolas Sarkozy beordrede ham til at overvåge redningsoperationen.
Endnu er der ikke offentliggjort oplysninger om, hvorfor helikopteren styrtede i havet.