En fransk turist og hans danske ven er natten til lørdag blevet bragt til hospitalet, efter at de var involveret i et masseslagsmål i det centrale Aalborg.
Det skriver DR og Nordjyske.
Det var, da turisten og hans ven gik ind på et værtshus i Maren Turis Gade, at de ifølge deres egen forklaring umotiveret blev overfaldet af 15-20 personer.
DR skriver, at franskmanden blev syet med flere sting, og at han har brækket en ryghvirvel og bøjet nogle ribben. Den danske ven slap uden alvorlige skader.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 00.24 og har efterfølgende set videoovervågning der bekræfter de to mænds forklaringer.
Ingen er anholdt i sagen.
/ritzau/