Caroline Garcia har gang i en imponerende sejrsstime i øjeblikket.
Den franske tennisspiller vandt søndag sin anden WTA-turnering i træk, da hun strøg til tops ved China Open i Beijing.
Finalesejren på 6-4, 7-6 blev sikret mod rumæneren Simona Halep, der mandag avancerer til verdensranglistens førsteplads, når ranglisten bliver opdateret.
I sidste uge vandt Caroline Garcia Wuhan Open, der også spilles i Kina.
Søndagens finale i Beijing var meget lige.
23-årige Caroline Garcia brød Simona Haleps serv to gange i første sæt, herunder det afgørende brud til 6-4.
I andet sæt holdt de to spillere serv frem til stillingen 3-3 og uden at tillade breakbolde.
Så fulgte et cirka kvarter langt parti, hvor Simona Halep havde ikke færre end ni breakmuligheder i Caroline Garcias serv.
Franskmanden holdt imidlertid stand og kom foran 4-3.
Herefter holdt begge spillere serv - igen uden at tillade breakchancer - frem til stillingen 6-6, hvorefter sættet skulle afgøres i en tiebreak.
Her var Caroline Garcia stærkest med en sejr på 7-3, så hun sikrede både titlen og sin første sejr over Simona Halep i karrieren.
/ritzau/