Ritzau
Opdateret kl. 08:03
Næsten en tredjedel af alle flyvninger til de største lufthavne i Frankrig er planlagt til at blive aflyst tirsdag. Det sker på grund af en national strejke blandt offentligt ansatte i landet.
De franske luftfartsmyndigheder oplyser, at luftfartsselskaberne er blevet bedt om at aflyse 30 procent af flyvninger i Paris-lufthavnene Charles de Gaulle, Orly og Beauvais samt i Nice og Marseille.
Air France siger, at det vil gennemføre alle langdistanceflyvninger fra de to store lufthavne i Paris. Imens vil kun 75 procent af kort- og mellemdistanceflyvningerne blive gennemført.
EasyJet oplyser, at det forventer en række forsinkelser og aflysninger. De berørte kunder vil blive kontaktet direkte.
Det rapporterer nyhedsbureauet dpa.
Ifølge den britiske avis The Independent har Ryanair aflyst over 220 flyafgange. Det påvirker 40.000 passagerer.
Avisen skriver videre, at passagerer, der bliver berørt af strejken, ikke har ret til kompensation. Dog skal selskaberne tilbyde passagererne mad og indkvartering, indtil de kan komme med et andet fly til deres destination.
Hvis luftfartsselskabet ikke kan tilbyde en alternativ afgang inden for rimelig tid - typisk to dage - så skal det betale for en afgang med et andet selskab.
En stor del af de ansatte i den offentlige sektor i Frankrig strejker tirsdag mod præsident Emmanuel Macrons reformpolitik.
Blandt andet vil næsten halvdelen af de franske skolelærere ikke møde op på job tirsdag. Det oplyser en lærerforening ifølge dpa.
Strejken kommer i kølvandet på den franske regerings beslutning om, at offentligt ansatte selv skal betale omkostningerne ved deres første sygedag. Regeringen har også besluttet at skære i de sociale beskæftigelsesordninger.
Ligeledes er mange fagforeninger bekymrede over præsident Emmanuel Macrons løfte om at reducere den offentlige arbejdsstyrke med 120.000 ansatte.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.