Fransk stjerne lander til lægetjek i Fiorentina
Franck Ribery er tæt på et skifte til Fiorentina efter 12 sæsoner i Bayern München. Christof Stache/Ritzau Scanpix
Den franske fodboldspiller Franck Ribery er landet til lægetjek i den italienske klub Fiorentina.

Den franske fodboldstjerne Franck Ribery er tæt på at have afklaring på fremtiden.

Onsdag landede han i italienske Firenze, hvor han skal til lægetjek i Fiorentina, inden det er hensigten, at han underskriver en toårig kontrakt med klubben.

- Velkommen legende, skriver klubben i teksten til et billede, hvor Ribery er iført klubbens lilla farver.

36-årige Ribery har i de seneste 12 sæsoner repræsenteret tyske Bayern München.

Her har han blandt andet spillet sammen med italieneren Luca Toni, der var med til at overbevise Ribery om, at skiftet til Italien var det rette.

- Jeg er glad for at være her med min familie. Jeg har talt med Fiorentina i en uge. Jeg har også talt med Luca Toni. Han sagde, at Fiorentina er en god klub, og at byen er smuk, lyder det fra Ribery.

I perioden fra 2006 til 2014 spillede han 81 landskampe for Frankrig.

/ritzau/AFP

/ritzau/
via Listen To News