Mens det franske præsidentvalg rykker tættere og tættere på, ser det ikke bedre ud for den konservative præsidentkandidat, François Fillon, som er beskyldt for at betale sin kone og børn for job, som de reelt ikke har udført.
Fredag har Fillons talsmand besluttet at sige op. Det skriver han på Twitter - uden dog at forklare hvorfor.
Talsmanden er den seneste i rækken af nøglepersoner, der har trukket sig.
To vicedirektører, kassereren og den internationale rådgiver har allerede vinket farvel til Fillons kampagne.
Tidligere fredag har rivalen Alain Juppé, som blev slået af Fillon under primærvalget i efteråret, meldt sig klar til at stille op.
Juppé "vil ikke nægte" at stille op, udtaler en anonym kilde.
Men kun "hvis alle de rette betingelser er opfyldt. François Fillon skal beslutte at trække sig", og at alle fløje i partiet skal bakke op om ham, lyder det endvidere.
Og Juppé kan, modsat Fillon, vinde første runde af valget. Det viser en ny måling fra Odoxa ifølge nyhedsbureauet Reuters.
François Fillon stod ellers stærkt forud for valget. Den 62-årige politiker har været favorit til at besejre den yderste højrefløjs kandidat, Marine Le Pen.
Men efter at det satiriske ugemagasin Le Canard Enchainé kunne berette om de falske job, er han faldet støt i målingerne.
Trods de alvorlige anklager har Fillon besluttet at blive i valgkampen. Det understregede han på et pressemøde onsdag.
Beskyldningerne imod ham er et "politisk attentat", påstår han.
Samlet står Marine Le Pen til at vinde første runde af valget, mens hun i anden runde fortsat ser ud til at tabe til enten Fillon eller kandidaten fra centrum-venstre, Emmanuel Macron.
/ritzau/AFP