Prinsesse Diana i en hed affære med en fransk præsident. Lyder det for godt til at være sandt?
Så kan du godt glæde dig til en ny bog skrevet af den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing. Den nu 83-årige herre har nemlig tilbragt sit otium med at skrive en kærlighedsroman med et temmelig virkeligt persongalleri, skriver jp.dk.
Romanen handler om en fransk præsidents affære med en walisisk prinsesse, og inspirationen ser ud til at være hentet fra den afdøde prinsesse Diana af Wales og d'Estaing selv. Valery Giscard D'estaing lader præsidenten og prinsessen mødes under en officiel middag, hvor den unge kvinde er blevet efterladt i en grel tilstand af sin utro ægtefælle, og han afslutter bogen med at give et hint om, at affæren virkelig fandt sted.
I virkeligheden har Valery Giscard d'Estaing og prinsesse Diana faktisk mødt hinanden under en middag på Buckingham Palace i forbindelse med et G7-møde, beretter den franske avis Le Figaro. Avisen genviger i dag flere passager fra bogen, der endnu ikke er udkommet.
Bogen har allerede vakt opsigt i Frankrig, hvor spekulationer spyttes ud på højtryk. Flere bider mærke i, at da prinsesse Diana blev dræbt i en bilulykke i Paris i 1997 i selskab med sin kæreste, Dodi al Fayed, var Giscard d'Estaing og hans kone de første, der sendte blomster til hospitalet.