Titusinder af politifolk holdes klar over hele Frankrig før nye demonstrationer lørdag. Bevægelsen "De Gule Veste" har bebudet, at de for femte weekend i træk vil demonstrere mod ringere leveforhold.
Præsident Emmanuel Macron opfordrer demonstranterne til at forholde sig i ro efter en række indrømmelser, han er kommet med til protestbevægelsen tidligere på ugen.
Alene i det centrale Paris vil 8000 politifolk holde sig klar.
- Vi er nødt til at være forberedt på det værste scenarie. Det siger byens politichef, Michel Delpuech, til RTL radio.
Præsident Macron opfordrede tidligere fredag til ro.
- Jeg mener ikke, at vores demokrati kan acceptere det, sagde han.
Macron henviste til de voldelige optrin, der i nogle byer har udspillet sig ved protester fra "De Gule Veste".
- Vores land behøver ro. Det behøver orden. Det behøver igen at kunne fungere normalt, sagde han.
Macron mindede om, at han i denne uge har bebudet en række lettelser på skatter og afgifter og en forhøjelse at mindstelønnen. Det var for at honorere nogle af de mange krav, der kommer fra demonstranterne.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International opfordrer fransk politi til at vise tilbageholdenhed. Menneskerettighedsorganisationen har indsamlet en lang række eksempler på, hvor politiet er gået langt over stregen i magtanvendelse.
Politiet har skudt med gummikugler og sendt chokgranater ind blandt fredelige demonstranter helt i strid med politiets egne regler. Der er mange eksempler på hårdhændede anholdelser.
- Selv om politiets opgaver ved demonstrationer er vanskelige, og selv om nogle demonstranter har opført sig ulovligt og voldeligt, så er det afgørende, at både fransk lov og folkeretten respekteres, siger Rym Khadhraoui fra Amnestys gruppe for Vesteuropa.
Over 1400 demonstranter er kvæstet siden de første demonstrationer 17. november, heraf 46 alvorligt. 717 politifolk og brandmænd er kommet til skade.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters