Fransk politi har anholdt en tidligere soldat, der formodes at være en radikaliseret islamist.
Han blev tilbageholdt tæt ved en militærbase i Evreux nordvest for Paris.
Politiet fandt våben og en støtteerklæring til Islamisk Stat (IS), oplyser kilder tæt på sagen.
Hans løfte om troskab over for IS er indeholdt på et flashdrive, og i bilens bagagerum blev der fundet IS-flag.
Derudover er der beslaglagt to pistoler af ældre dato og en riffel.
Det kommer kun to dage før, de franske vælgere skal udpege en ny præsident.
Den mistænkte blev anholdt tidligt fredag morgen, efter hans bil var blevet fundet nær militærbasen. Det er fredag aften fortsat uvist, hvorfor han befandt sig i området.
Den anholdte er født i 1983. Han er konverteret til islam og har siden 2014 været under skærpet overvågning på grund af sin religiøse radikalisering, siger kilderne.
Den franske valgkamp er til dels blevet overskygget af den store opmærksomhed på sikkerheden i Frankrig.
Landet har oplevet nogle af de værste terrorangreb i Europa de seneste år.
Det var blandt andet angrebet på det satiriske magasin Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris i januar 2015 med 20 dræbte.
Samme år kom de voldsomme angreb på spillestedet Le Bataclan og flere andre steder i Paris, der kostede 130 mennesker livet.
I sommeren 2016 kørte en radikaliseret islamist en stor lastbil ind i en folkemængde på strandpromenaden i Nice. 86 mistede livet.
/ritzau/AFP