Frankrig indledte mandag aften EM med en sejr på 1-0 over Østrig, men bekymring fyldte efter kampen lige så meget som glæden.
Kort før tid blev superstjernen Kylian Mbappé skadet, da han i en duel hamrede sin næse ind i østrigeren Kevin Danso. Med blod i ansigtet og på trøjen måtte Mbappé lade sig udskifte.
Efter kampen udtrykker landstræner Didier Deschamps bekymring.
Til den franske tv-kanal TF1 siger Deschamps ifølge NTB, at næsen højst sandsynligt er brækket.
- Kylians næse har det ikke godt. Det er selvfølgelig det negative denne aften. Det er meget bekymrende for os, siger Didier Deschamps.
Mbappé misbrugte flere store chancer mod Østrig, der endte med at tabe på et selvmål af Maximilian Wöber kort før pausen.
Deschamps glæder sig i det mindste over de tre point i EM-åbneren.
- Det er fantastisk at starte med en sejr. Det er blevet en god vane, og vi skal bare fortsætte, lyder det fra landstræneren.
Frankrig spiller sin næste kamp på fredag mod Holland, der også indledte EM med en sejr.
Næste tirsdag skal Frankrig møde Polen.
/ritzau/