Det franske herrelandshold i håndbold, som i morgen møder Danmark i kampen om bronzemedaljer, skal til at kigge sig om efter en ny fysioterapeut.
Det blev en kendsgerning, da det internationale håndboldforbund (IHF) lørdag tildelte den nuværende fysioterapeut to års karantæne for et overfald på en norsk dommer under den igangværende VM-slutrunde.
Episoden udspillede sig efter Frankrigs nederlag i semifinalen til Tyskland, hvorefter fysioterapeuten den samme aften mødte det norske dommerpar Kenneth Abrahamsen og Arne Kristiansen og overfaldt den ene af dem.
Situationen bliver dog endnu mere absurd, når man tager med, at det slet ikke var de norske dommere, der havde dømt kampen, men deres svenske kollegaer. Men det får den franske fysioterapeut altså nu to år til at tænke nærmere over, mens situationen ikke får yderligere konsekvenser for det franske landshold.