Fransk dom: Dansk bombetegning er stødende
Det franske magasin Charlie Hebdo er blevet frikendt for at have bragt tre tegninger af Muhammed, hvoraf to har været trykt i Jyllands-Posten. En enkelt af de danske tegninger vakte dog forargelse hos dommerne.

Læs også:
Fransk redaktør frikendt i Muhammed-retssag

Det er i orden, at et fransk magasin har bragt tre karikaturtegninger af profeten Muhammed. Men man var tæt på at gå over stregen.

Sådan lød vurderingen fra en fransk domstol, der torsdag frikendte magasinet Charlie Hebdo for at have bragt tre satiriske tegninger af profeten Muhammed. To af tegningerne har været trykt i Jyllands-Posten i november 2005, den sidste har bladets tegner selv stået for.

Dommernes samlede indtryk var ifølge Reuters, at tegningerne faldt inden for rammerne af ytringsfriheden , og at der således ikke var grundlag for at dømme magasinet.

Men en enkelt tegning - den hvor Muhammed er afbilledet med en bombe i turbanen - får alligevel kritik:

- Isoleret er den af en sådan natur, at den fornærmer tilhængerne af islam. Men den skal ses i lyset af, at magasinet Charlie Hebdo mere generelt forsøger at beskrive religiøs fundamentalisme, lyder dommen ifølge Reuters.

Og så er det ok, mener dommerne:

- Selvom tegningen (med bomben, red.) i sig selv er chokerende og sårende for muslimer, så er der generelt ikke noget ønske om at fornærme dem.

Det franske magasin var blevet slæbt i retten af blandt andre en række moskeer i Paris, og anklagen lød på offentlige injurier over for en gruppe personer på baggrund af deres tro.

Ud over tegningen med bomben trykte magasinet også en tegning, hvor en række kamikazepiloter er på vej til Himlen. De bliver imidlertid mødt af et skilt, hvor der står Beklager, vi er løbet tør for jomfruer.

Det franske magasins egen tegning forestiller profeten, der holder sig for øjnene og siger "Det er hårdt at være elsket af fjolser".