En særlig anklagemyndighed for økonomisk kriminalitet i Frankrig har ifølge Reuters indledt en efterforskning af præsident Emmanuel Macrons stabschef.
Han beskyldes for at have været inhabil, da han arbejdede i Finansministeriet og i et statsligt investeringskontor.
Der er tale om en forundersøgelse mod stabschefen, Alexis Kohler, som skal have været i en interessekonflikt i forbindelse med hans engagement i Middelhavs Shipping Selskabet.
45-årige Alexis Kohler er den franske præsidents nærmeste fortrolige.
I en reaktion fra præsidentens kontor hedder det, at "Alexis Kohler vil svare på alle beskyldninger om inhabilitet ved at bevise, at han ikke har gjort noget upassende".
Macrons kontor fremhæver samtidig, at de beskyldninger, som er blevet fremsat af antikorruptionsgruppen Anticor, er baseret på medierapporter, som indeholder fejlagtige informationer.
- Kohler vil fremlægge alle de dokumenter, som er påkrævet, for at vise, at han hele tiden har handlet ud fra respekt for loven.
Macrons nye centrumparti, La République en marche, kæmper for gennemgribende økonomiske reformer i den franske stat, på det franske arbejdsmarked og i eurozonen.
/ritzau/Reuters