Den danske ishockeyspiller Frans Nielsen, der netop har spillet to kampe for New York Islanders i den nordamerikanske NHL-liga, vendte natten mellem lørdag og søndag tilbage til Bridgeport.
Og de to kampe i NHL har tilsyneladende givet den danske spiller blod på tanden, for han leverede en flot indsats, da Bridgeport hjemme besejrede Hershey med hele 5-2.
Frans Nielsen stod selv for den ene af scoringerne og blev derudover noteret for to assists. Det betød samtidig, at danskeren kom på tavlen for sin klub i AHL for 10. kamp i træk.