Den danske ishockeyspiller Frans Nielsen er ikke det mindste ærgerlig over, at han ikke er med, når landsholdet skal kæmpe om VM-æren i Stockholm i maj.
Nielsens afbud til landstræner Per Bäckman skyldes nemlig, at New York Islanders for første gang i Nielsens tid i klubben har kvalificeret sig til NHL-slutspillet, der som sædvanlig falder sammen med VM-turneringen.
- Alle hockeyspillere vil gerne spille slutspil. VM er altid sjovt at komme hjem til, men det er jo det her, som tæller, og det her, som er drengedrømmen. Så jeg har det ok med at misse VM, siger Frans Nielsen til DR Sporten.
Den tidligere Herning-spiller blev i 2007 Danmarks første NHL-spiller, men han havnede på et Islanders-hold under opbygning, og der skulle altså gå mere end seks år, før klubben fra Long Island omsider kvalificerede sig til slutspillet.
Derfor har Nielsen også været en forholdsvis flittig deltager ved VM, hvor han blandt andet var med sidste år og i 2010, men denne gang bliver NHL-sæsonen i stedet forlænget i jagten på Stanley Cup-trofæet.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse. Det er det ultimative som hockeyspiller at have chancen for at gå hele vejen herovre. Vi har vist, at vi kan være med blandt de bedste, og det glæder jeg mig rigtig meget til at prøve, siger Frans Nielsen.
Slutspilsdeltagelsen blev sikret natten til onsdag dansk tid, da Islanders fik et point ud af mødet med Caroline Hurricanes - en kamp, der endte med et nederlag på straffeslag.
Da Winnipeg Jets samtidig tabte, kan det ikke glippe for Nielsen og co, der ellers stadig mangler to grundspilskampe.
VM i Stockholm indledes for Danmarks vedkommende den 4. maj mod Canada.
/ritzau/