Præsidentvalget 22. april har fået masser af ny suspense, som det hedder downtown Paris. Ségolène Royal, det franske socialistpartis præsidentkandidat, strøg i går helt op på siden og forbi valgets hidtidige topkandidat, indenrigsminister Nicolas Sarkozy.
Mandag aften stod Ségolène Royal foran 100 spørgelystne franskmænd i tv-programmet ’Jeg har et spørgsmål til dem’. Hendes tv-præstation gik denne gang langt bedre end hendes tidligere kritiserede tv-optrædender. Med 8,9 millioner seere slog hun ny rekord i seertal til politiske tv-programmer, mens Nicolas Sarkozy, der fornylig var under samme behandling, kun trak 8,2 millioner.
Tirsdag foretog franske CSA en meningsmålingmåling til avisen Le Parisien, og 29 procent franskmænd siger nu, at de i valgets første runde ønsker Ségolène Royal ind i præsidentpalæet. 28 procent foretrækker den nuværende indenrigsminister Nicolas Sarkozy. Samme måling forudser, at 49 procent stemmer på madame Royal i anden runde 6. maj og 51 procent på monsieur Sarkozy. Det franske valgs spænding er foreløbig fuldt ud genoprettet.