En af Frankrigs mest elskede personer er død. Præsten Abbe Pierre kæmpede hele sit lange liv for de fattige medlemmer af det franske samfund. Han utrættelige kamp får det meste af Frankrig og en stor del af resten af verden til at sørge over hans død.
Abbe Pierre har siden 1950’erne været Frankrigs samvittighed og kæmpet for fattiges rettigheder. I 1949 oprettede han organisationen Emmaus, som i dag eksisterer over hele verden og hjælper hjemløse.
Abbe Pierre blev født med navnet Henry Groues i 1912 i en middelklassefamilie, og han brugte sin ungdom som munk i et kloster. Efter seks års munkeliv valgte han i stedet at blive præst, så han kunne hjælpe folk ude i samfundet. Under Anden Verdenskrig tog han kampen op mod besættelsesmagten ved at forfalske papirer og pas til modstandsfolk. Han tog dæknavnet Abbe Pierre, og det holdt han fast i også efter krigen. Her blev han valgt ind i det franske parlament og brugte sin løn til at starte Emmaus.
Frankrigs præsident, Jaques Chirac, sagde efter nyheden om Abbe Pierres død:
»Vi har mistet en storslået personlighed, en samvittighed, en inkarnation af godhed,« skriver AP.
Helt til det sidste havde Abbe Pierre gang i kampen. Sidste år talte han til det franske parlament fra sin kørestol imod et lovforslag, der ville forringe muligheden for billige boliger.
Abbe Pierre døde mandag på et hospital i Paris af en lungeinfektion, som han blev indlagt for 14. januar.