Hvordan fyrer man en medarbejder, der ikke arbejder for en? Den uløselige gåde kan de passende tænke lidt over hos det franske fodboldforbund, der nok må indse, at det blive mere end svært at straffe Nicolas Anelka for skandalen ved sommerens VM.
Og selv har stjernen ikke meget til overs for forbundets forsøg på at disciplinere tropperne, skriver bold.dk. Tirsdag blev han ganske vist tildelt en rekordkarantæne på 18 spilledage. Problemet er bare, at Chelsea-spilleren allerede har sagt farvel til landsholdet.
"I mine øjne er det nonsens. Et spil, hvor det handler om ikke at tabe ansigt. Den såkaldte straf har ingen relevans, for det franske landshold var ikke længere relevant for mig, da jeg blev losset ud af træningslejren i Knysna den 19. juni," siger Anelka ifølge bold.dk til France-Soir.
Skandalen startede med en ophedet kontrovers mellem holdets enfant terrible og daværende landstræner Raymond Domenech, der angiveligt blev kaldt for "ludersøn" foran resten af truppen. Men karantænestraffen for den udmelding bider ikke på skandalemagneten.
"De folk er nogle klovne, og jeg dør af grin," lyder det i stedet fra Anelka.
Andre af hans tidligere landsholdskollegaer må nok tage strafudmålingen for den efterfølgende træningsstrejke mere alvorligt. Patrice Evra rammes af fem kampes karantæne, Franck Ribery af tre og Jeremy Toulalan af en enkelt for balladen i Sydafrika.