De franske lovgivere besluttede torsdag at sætte lønningerne for præsident François Hollande og premierminister Jean-Marc Ayrault ned med 30 procent som en del af regeringens mange nedskæringer.
Nationalforsamlingen blåstempler dermed en af Hollandes første beslutninger, efter han kom til magten i maj. Beslutningen indebærer, at månedslønningerne for Hollande og Ayrault bliver sat ned fra 21.300 euro til 14.910 euro (110.000 kroner).
Regeringens øvrige ministre får også skåret deres løn med 30 procent til 9940 euro om måneden.
Før afstemningen besluttede lovgiverne at støtte en lang række andre forslag, der skal sikre flere penge i statskassen. Flere skattelempelser er dermed afskaffet, og øget beskatning af de mest velstående er vedtaget.
Den socialistiske regering forsøger at fyre op under økonomien gennem besparelser og en hårdere beskatning af personer med en årsløn over en million euro.
Regeringens sparebestræbelser falder sammen med ankomsten af den svenske verdensstjerne Zlatan Ibrahimovics ankomst til sin nye klub Paris Saint-Germain.
Ifølge flere franske medier vil Zlatan få i omegnen af 15 millioner euro (104 millioner kroner) om året - efter skat.
- Disse summer er astronomiske, de er ufornuftige, og de afspejler, hvad vi ikke kan lide ved fodbold: Fraværet af enhver form for regulering og underskud, der bunker sig op på de europæiske fodboldbudgetter, siger Valerie Fourneyron ifølge france24.com.
Hun er sportsminister og får støtte af landets budgetminister Jerôme Cahuzac, der også er vred over det høje lønningsniveau.
- I en tid, hvor alle andre i verden strammer bæltet, er disse tal ikke imponerende, de er uanstændige, siger Cahuzac.
/ritzau/AFP