Kirkeklokker over hele Frankrig ringede onsdag aften for at vise deres støtte til Notre Dame.
Fra Sacré Coeur i Paris over Strasbourg i øst til Rouen i vest ringede Frankrigs katedraler for Notre Dame, to dage efter at det parisiske varetegn blev hærget af en omfattende brand.
- Jeg ankom, lige da klokkerne begyndte at ringe, og med det samme blev jeg ramt af en følelse. Utroligt, ubeskriveligt. Jeg kan ikke forklare det, siger Nadia Pascassio-Comte i Strasbourg.
- Det var utrolig smukt og trist på samme tid. Jeg fik tårer i øjnene. Denne her solidaritet er magisk. Det her forener virkelig mange mennesker, siger hun.
I Saint Sulpice, den næststørste kirke i Paris, deltog den franske førstedame, Brigitte Macron, i en særlig gudstjeneste.
I mellemtiden har restaureringseksperter sat spørgsmålstegn ved præsident Emmanuel Macrons ambitiøse plan, om at Notre Dame skal være genopbygget om fem år.
Nogle eksperter har antydet, at det kan tage mere end tre gange så lang tid at genopbygge den over 850 år gamle katedral.
Selv premierminister Edouard Philippe erkendte onsdag, at det ville blive svært at nå.
- Dette er selvsagt en enorm udfordring, et historisk ansvar, sagde premierministeren efter et regeringsmøde med fokus på genopbygningen.
Den prominente franske bevaringsarkitekt Pierluigi Pericolo har fortalt til magasinet Inrocks, at restaureringsarbejdet kan tage "ikke mindre end 15 år. Det er en kolossal opgave".
Alene det at undersøge stabiliteten af Notre Dame kan ifølge arkitekten tage mellem to og fem år.
- Det er meget komplekst, fordi det er svært at sende arbejdere ind til et monument, hvis hvælvede lofter er fyldt med vand og svulmet op.
- Bare fordi branden er slukket, betyder det ikke, at bygningsværket er fuldstændig reddet. Sten kan miste deres styrke, når de udsættes for høje temperaturer og ændrer deres mineralsammensætning og fraktur, siger Pierluigi Pericolo til France-Info.
Flammerne i Notre Dame brød ud cirka klokken 18.50 mandag, og tyk røg væltede op fra den mere end 850 år gamle katedral. 15 timer senere - tirsdag formiddag - meddelte brandvæsenet i Paris, at branden var helt slukket.
/ritzau/AP
/ritzau/AP