Den franske præsident François Hollande vil vente med et militært angreb mod Syrien, til FN-inspektørerne i landet er færdige med deres undersøgelse af det formodede giftgasangreb i sidste måned.
- Vi afventer inspektørernes rapport, ligesom vi afventer den amerikanske kongres, siger François Hollande på et pressemøde efter G20-topmødet.
Frankrig har sammen med USA presset på for at sætte et militært angreb ind i Syrien for at straffe den syriske leder, Bashar al-Assad, og præsident Hollande er parat til at samle en gruppe af lande, som er stemt for et sådant angreb uden om FN.
- I så fald skal der dannes en bred koalition blandt de lande, som ikke accepterer, at et regime bruger kemiske våben, siger François Hollande.
Han understreger dog samtidig, at et angreb mod Syrien ikke sættes ind for at vælte den syriske leder Assad, men for at skubbe på for at nå frem til en politisk løsning.
Lederne af verdens G20-nationer blev fredag enige om, at der er blevet brugt giftgas i Syrien, men lederne kunne derimod ikke blive enige om, hvem der stod bag angrebet i sidste måned, siger den franske præsident, François Hollande, på et pressemøde.
/ritzau/Reuters