Frankrig er af mange blevet beskyldt for at have blod på hænderne i sagen om folkemordet på 800.000 civile i Rwanda i 1994, da franske soldater ikke greb ind i tide.
Men franskmændene er af en anden holdning. Torsdag udstedte en fransk dommer internationale arrestordrer på 9 af Rwandas præsident Paul Kagames medhjælpere. Ifølge Frankrig var disse mænd ansvarlige for drabet på Rwandas tidligere præsident Juvenal Habyarimana i 1994, hvilket førte til etnisk udrensning af omkring 800.000 mennesker på kun 100 dage.
Ifølge dommer Jean-Louis Bruguiere var det kun den nuværende præsident Kagames folk, der havde adgang til missiler som det, der skød præsident Habyarimanas fly ned, skriver BBC.
Ifølge fransk lov har den nuværende præsident immunitet som statsoverhoved. Præsident Kagame har hele tiden sagt, at det var Frankrig, der skød den tidligere præsidents fly ned.
»Det var ikke flystyrtet, der udløste folkemordet. Det er bare tankespind i hovedet på en dommer, hvis navn jeg ikke engang kan udtale,« sagde Kagame.