Frankrig skærper kritikken af USA's handelspraksis i forbindelse med striden om de øgede amerikanske toldsatser på stål og aluminium.
USA har hævet toldsatserne på de to metaller. Men efter voldsom kritik fra europæisk side er EU sammen med et mindre antal andre lande foreløbig blevet undtaget fra den højere told. Det sker, mens der forhandles om en mulig permanent undtagelse.
Men den ordning er den franske finansminister, Bruno Le Maire, utilfreds med. Det siger han på et møde i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har indført en 25 procents toldsats på importeret stål og 10 procent på importeret aluminium. De nye satser trådte i kraft 23. marts - dog ikke for Mexico, Canada, nordamerikanske handelspartnere og EU.
Le Maire benytter et møde i den amerikanske hovedstad til at presse på for en mere permanent ordning.
- Vi vil ikke stille os tilfreds med en midlertidig undtagelse, siger han.
- En hævning af toldsatserne kan ikke hænge over os som et Damocles-sværd, når det kommer til handelsforhold til andre lande.
Han tilføjer, at Frankrig ikke har noget ønske om at gå ind i et slagsmål med Kina.
- Det vil være forfængeligt og meningsløst, tilføjer Bruno Le Maire.
Kommentarerne er faldet i den amerikanske hovedstad, hvor finansministre fra hele verden er samlet i forbindelse med de traditionelle forårsmøder i Den Internationale Valutafond og Verdensbanken.
/ritzau/AFP