Frankrig og Grækenland har tirsdag underskrevet en milliardstor aftale, der blandt andet skal være med til at styrke EU's evne til at beskytte sig selv.
Aftalen betyder, at Grækenland køber tre franske fregatter og har mulighed for potentielt at købe en fjerde. Den har en samlet værdi af omkring tre milliarder euro - svarende til omkring 22 milliarder kroner.
Aftalen er indgået, knap to uger efter at et fransk ubådssalg til Australien gik i vasken og skabte store diplomatiske stridigheder.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger tirsdag, at grækernes køb af de tre fregatter er en del af et større "strategisk partnerskab".
Macron understreger samtidig vigtigheden af, at EU kan forsvare sig selv.
- Europæerne skal stoppe med at være naive. Når vi kommer under pres fra andre magter, der styrker sig, så bliver vi nødt til at reagere og vise, at vi har kræfterne og evnen til at forsvare os selv, siger Macron.
Frankrig havnede i en usædvanlig diplomatisk strid, da Australien, Storbritannien og USA annoncerede en stor forsvarsaftale 15. september.
Aftalen var indgået uden Frankrigs vidende.
Den indebar blandt andet, at Australien trak sig fra en kontrakt om levering af ubåde fra Frankrig. I stedet vil australierne opbygge en flåde af atomdrevne ubåde baseret på amerikansk teknologi.
Dermed går Frankrig glip af en kontrakt til et trecifret milliardbeløb i kroner.
Den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, har tirsdag været på besøg i Frankrigs hovedstad, Paris, for at sætte sin underskrift på aftalen.
- Det her kommer til at binde os sammen i årtier, siger Mitsotakis.
- Det åbner døren til morgendagens Europa, der er stærkt og selvkørende og i stand til at forsvare sine egne interesser, lyder det.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters