Frankrig rapporterer lørdag om det første coronadødsfald uden for Asien. Det drejer sig om en kinesisk turist, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
- En ældre kinesisk turist, som var indlagt på et hospital i Paris, er død som følge af coronavirus. Det er det første coronadødsfald i Europa, siger den franske sundhedsminister, Agnes Buzyn.
Frankrig har registreret 11 tilfælde af virusset.
I Kina er det samlede antal døde, der var smittet med coronavirus, 1523 personer.
I den kinesiske Hubei-provins, hvor virusset oprindeligt brød ud, er i alt 1457 døde.
I Kina er i alt 66.492 registreret som smittet.
Coronavirusset er foruden Kina registreret i 28 andre lande, herunder Thailand, Japan, Australien, Tyskland, USA, Frankrig, Canada, Italien, Spanien, Sverige og senest i Egypten.
I Frankrig har det tidligere skabt bekymring, at en britisk mand, som ikke har været i Kina, har kunnet smitte mindst 11 andre med coronavirus.
Manden blev smittet på en konference i Singapore og har bragt smitten til et feriested i de franske alper, inden han fik diagnosen i Storbritannien.
Fem smittede, der er indlagt på et sygehus i Frankrig, og fem smittede i Storbritannien samt en smittet på Mallorca menes alle at være smittet af manden.
De fem briter, der er smittet i Frankrig boede i samme skihytte som briten fra Singapore-konferencen. Et barn, der er blandt de smittede, havde fået franskundervisning på to skoler, som nu er lukket for en uge.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP