Frankrig gør klar til endnu en drastisk nedlukning af Paris og de nærmeste forstæder fra mandag efter en kraftig stigning i antallet af smittede med coronavirus.
Hovedstaden lukker, hvis tendensen holder hen over weekenden. Det siger sundhedsminister Olivier Veran på et pressemøde torsdag aften.
Det vil i så fald komme til at omfatte knap syv millioner mennesker.
Ifølge Veran har den franske hovedstad allerede passeret det kritiske punkt.
- Vi behøver få dage til at få bekræftet tendensen. Men hvis det bekræftes, så har vi ikke noget andet valg end at sætte tingene i højeste alarmberedskab fra mandag.
- Det vil betyde, at folk i Paris og forstæderne vil være nødt til drastisk at begrænse deres sociale omgang med andre. Ikke flere familiesammenkomster, ikke flere aftener i byen, og værtshuse vil blive lukket fuldstændigt, forklarer han.
- Vi er i en fase, hvor situationen bare bliver værre.
Det gælder også for hele Frankrig.
De seneste tal for døgnet viser, at der siden onsdag er 13.970 nye smittede mod 12.845 dagen forinden.
/ritzau/AFP