Hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) pønser på et snarligt karriereskift til en toppost i EU, så fik han mandag formiddag moralsk støtte af sin franske kollega, premierminister Francois Fillon.
Efter et møde mellem de to i Paris sagde Fillon på et pressemøde, at Anders Fogh Rasmussen har kompentencerne til at bestride en af de topposter, der bliver ledige i EU i 2009, skriver Berlingske.dk.
Samtidig fik den danske statsminister støtte i kampen mod rygterne om, at han kun arbejder på at få afskaffet de fire danske forbehold for at pleje sit eget CV, før han for alvor bringer sig selv i spil til en af de ledige poster. De danske forbehold har ikke nogen betydning i den forbindelse, lød det fra Fillon:
- Det kan ikke komme an på intern dansk politik, sagde Francois Fillon.
I 2009 bliver tre topjob i EU ledige: Posten som formand for EU-kommissionen, som formand for Europarådet og som udenrigsminister i EU.