Frankrig advarer om "reaktion", hvis den røde linje i forhold til kemiske våben er blevet overskredet i Syrien.
- Frankrig vil svare igen, hvis der findes beviser for, at regimet omkring den syriske præsident, Bashar al-Assad, stod bag et formodet nyligt angreb med klorgas i en oprørsenklave, siger regeringstalsmanden Benjamin Griveaux.
- Hvis den røde linje er overskredet, vil der komme en reaktion, fastslår han over for radiostationen Europe 1.
Talsmanden tilføjer, at efterforskningsrapporter er blevet delt af præsident Emmanuel Macron og præsident Donald Trump.
- Disse rapporter bekræfter i teorien, at der er anvendt kemiske våben, siger han.
Frankrig har gentagne gange advaret om, at beviser på anvendelse af kemiske våben i Syrien er "en rød linje", som vil udløse franske angreb på syriske regeringsstyrker.
USA's præsident sagde mandag aften, at det formodede kemiske angreb vil blive besvaret "kraftfuldt".
- Vi er ved at tage en beslutning, i forhold til hvad vi skal gøre efter det forfærdelige angreb nær Damaskus. Det vil blive besvaret, og det vil blive besvaret kraftfuldt, sagde Trump på en presseseance i Washington.
Amerikanske myndigheder har konkluderet, at der med al sandsynlighed blev brugt kemiske våben i weekendens angreb i den syriske by Douma.
Angrebet har fået stor dele af det internationale samfund til at reagere og rase mod Syriens præsident, Bashar al-Assad.
/ritzau/Reuters