Københavns overborgmester, Frank Jensen, måtte grave dybt i hukommelsen, da han onsdag afgav en flere timer lang vidneforklaring for statsløsekommissionen om sin viden om behandlingen af statsløse.
Kommissionens udspørger, Poul Heidmann, koncentrerede sig næsten udelukkende om en stramning af reglerne for dansk indfødsret, som Frank Jensen i sin tid som justitsminister stod fadder til tilbage i 1999.
Reglerne fik - på baggrund af enkeltsag - en opstrammer, der blandt andet medførte, at man ikke kunne opnå dansk statsborgerskab, hvis man havde en dom på fem år eller mere i bagagen.
Men det blev samtidig slået fast i bemærkningerne til den nye lov på indfødsretsområdet, at statsløse - på grund af en FN-konvention om statsløses rettigheder - stadig skulle opnå statsborgerskab på de hidtidige, og nu lempeligere, regler.
Når denne klare understregning af FN-konventionens juridiske rækkevidde fra 1999 er interessant for statsløsekommissionen, så skyldes det, at selv samme konvention i årene efter på mystisk vis gik i glemmebogen i centraladministrationen.
- Var der respekt om konventionerne fra den borgerlige side af Folketinget, ville udspørgeren vide.
- Oppositionen ville ikke længere acceptere det med erklæringsreglerne (særligt lempelige regler for opnåelse af dansk indfødsret, red.). Men jeg oplevede ingen disrespekt for konventionerne, sagde Frank Jensen.
Tidligere på dagen havde Frank Jensens daværende departementschef i Justitsministeriet, Michael Lunn, også forklaret sig for statsløsekommissionen.
Og han understregede, at han den dag i dag ikke kan begribe, hvorfor landets juridiske centralnervesystem op gennem 00'erne kollektivt glemte alt om FN-konventionerne om statsløses rettigheder.
- Det må kategoriseres som menneskelige fejl. Det kan undre én rigtig meget, hvordan sådan en fejl kan opstå. Det er ikke lykkedes os at finde en dækkende forklaring, andet end at det er menneskeligt at fejle, sagde han.
Kogt helt ned handler statsløsesagen om, at Integrationsministeriet i februar 2008 bliver klar over, at man administrerer i lodret strid med hele to FN-konventioner i behandlingen af statsløses rettigheder.
Derved får stribevis af statsløse afslag på dansk indfødsret, som de ellers havde ret til.
Men selvom embedsværket i august 2008 gør Birthe Rønn Hornbech opmærksom på problemet, så fortsatte den forkerte administration frem til 2010 - uden at Folketinget blev informeret. Det kostede hende jobbet som minister i marts 2011.
/ritzau/