Frank Arnesen bliver ny sportschef i Hamburger SV, i hvert fald hvis man skal tro den tyske avis Hamburger Morgenpost.
Ifølge avisen er kontrakten næsten på plads - og Arnesen skulle være klar til at flytte karrieren til Tyskland efter sommerferien.
Nyheden kan få det resultat, at Frank Arnesen droppen drømmen om en tur tilbage på trænerbænken. Han har ellers tidligere udtalt, at det ville være en ære for enhver at blive dansk landstræner.
Efter han for sidste gang smed støvlerne på hylden, har den tidligere landsholdsspiller arbejdet i storklubber som PSV Eindhoven, Tottenham og senest Chelsea.
For nogle måneder siden var det tyske fodboldikon Matthias Sammer ellers på vej til jobbet, men Sammer og klubbens ledelse, kunne ikke blive enige. Og nu rygtes en tidligere dansk landsholdsstjerne altså til Hamborg.
HSV ligger pt nummer otte i Bundesligaen.