Frank Arnesen bliver ny sportschef i Hamburger SV.
Det ligger nu helt fast efter et pressemøde her til formiddag i den nordtyske by.
Den 54-årige dansker var ikke selv til stede på pressemødet, hvor bestyrelsesformand Otto Rieckhoff roste Arnesen i store vendinger.
Hans bedrifter på og uden for banen blev linet op, bl.a. at det i sin tid var Frank Arnesen, der opdagede den nu pensionerede fodboldspiller Ronaldo.
Arnesen starter i HSV til sommer på en treårig kontrakt.
Karriereskiftet kan betyde, at Frank Arnesen dropper drømmen om en tur tilbage på trænerbænken. Han er ellers blevet nævnt som et oplagt emne efter landstræner Morten Olsen.
Efter, at Arnesen for sidste gang smed støvlerne på hylden, har den tidligere landsholdsspiller arbejdet i storklubber som PSV Eindhoven, Tottenham og senest Chelsea.
HSV ligger pt nummer syv i Bundesligaen.
Kilde: HSV's hjemmeside