Marlene Borup måtte hele to gange på kirkekontoret i Sankt Catharinæ Sogn i Hjørring, før præsten accepterede, at hun meldte sig ud af folkekirken.
»Præsten virkede bitter og sur. Jeg gik faktisk derfra med følelsen af at være et dårligt menneske,« siger hun.
Christine Sørensen oplevede noget tilsvarende i Blågård Sogns Kirkekontor i København.
»Jeg fik hurtigt fornemmelsen af, at jeg bare gerne ville væk. Manden på kirkekontoret virkede overformynderisk og havde tilsyneladende medlidenhed med mig, fordi jeg ville melde mig ud,« siger hun.
Ingen af de to blev oplyst om at samtalen var et tilbud, og at de kunne nøjes med at sende et brev, hvis de ville melde sig ud af folkekirken. Christine Sørensen fik tværtimod at vide i telefonen, at »sådan gør man ikke bare. Du skal møde personligt op i kirkekontorets åbningstid«.
Men den besked er helt forkert, oplyser Jørgen Engmark, informationskonsulent i Kirkeministeriet.
»Det kræver to linjer på skrift at melde sig ud. Send navn og cpr-nummer til kirkekontoret og vedlæg din dåbsattest. Det er nok. Der må ikke være et formelt krav om en samtale,« siger han.
Indkaldt til samtale
Marlene Borup gik først selv på kirkekontoret med alle de rigtige papirer, og alligevel blev hun senere indkaldt til en samtale med henvisning til, at hun så kunne blive udmeldt.
»I samtalen sagde præsten til mig, at jeg ikke kan få medlemsrabat, når jeg dør. Og at det ville blive dyrt for min familie at få mig begravet. Det synes jeg var en vammel udtalelse,« siger hun. Sognepræst Kaj Anker Jensen har i mange år indkaldt folk til personlige samtaler, hvis de melder sig ud. Men de seneste år har han nøjedes med tale med dem i telefonen.
»Det er folks private anliggende, men jeg synes, det er rimeligt, at folk skal have en samtale med præsten i den forbindelse. Jeg siger til dem, at de skal sige til deres pårørende, at de har meldt sig ud, så det ikke kommer som en overraskelse, når de dør,« siger han.
Ifølge Charlotte Dyremose, konservativ kirkepolitisk ordfører, må ingen tvinges til en samtale med præsten.
»Jeg forudsætter, at folk får at vide, at de kan melde sig ud ved at sende et brev. Samtidig mener jeg, at det er fint, hvis præsterne tilbyder, at informere folk om konsekvenserne. Om nogle præster er for hårde i tonen, må provster og biskopper bedømme,« siger hun.
Både Marlene Borup og Christine Sørensen har efterfølgende meldt sig ind i Dansk Ateistisk Selskab, hvor de føler sig mere hjemme end i folkekirken.