Nu er det slut med at købe Jesuscreme – i hvert fald hvis man bor i Singapore. Skønhedsprodukterne, der er dedikeret ingen mindre end selveste Jesus, er nemlig blevet taget af hylden efter klager over navnet. Det skriver Straits Times i dag ifølge News.com.au.
Produktserien, der hedder ’Se Godt Ud for Jesus’, er lavet af det amerikanske firma Blue Q og kunne indtil for nylig købes i tøjkæden Topshops tre butikker i Singapore.
Nogle af produkterne havde frække hentydninger som ’virtuous vanilla’ læbebalsam, håndcreme og bodylotion. På dem er der tegnet et billede af Jesus, sammen med to tilbedende kvinder og sloganer såsom: ’Get tight with Christ’, ’Get His Attention’ og ’Redeem Your Reputation and More’.
Produkterne blev taget af hylden, efter en 27-årig katolik havde lagt mærke til produkterne i en af Topshops butikker.
Herefter sendte han et klagebrev til Wing Tai Holdings, som står for TopShop i Singapore.
- Vi vil ikke fornærme vores kunder, sagde en talsmand fra firmaet til the Straits Times, skriver News.com.au.
I Danmark findes der seks Topshop butikker. Ingen af dem fører ’Jesus’-produkterne, oplyser de til Avisen.dk.