Kaptajn Sergio Ramos blev lørdag aften matchvinder med en elegant detalje i Spaniens 2-1-sejr hjemme over Norge.
Holdet fra Den Iberiske Halvø var ellers i problemer mod nordmændene, der udlignede i anden halvleg, men Real Madrid-kaptajnens scoring på straffespark sørgede for spansk sejr.
Med sejren fik spanierne en fin start på kvalifikationen til næste års EM-slutrunde, hvor Spanien er et af 12 værtslande i jubilæumsåret.
Spanien har ligesom Sverige og Malta tre point efter første runde. Sverige slog tidligere lørdag Rumænien, mens Malta besejrede Færøerne.
Spanien gik ind til kampen mod Norge som favorit, og kigger man på skudstatistikken, levede spanierne klart op til favoritværdigheden.
De havde flere store chancer, og særligt Atlético Madrid-angriber Alvaro Morata forsømte at sende bolden i mål trods flere store tilbud.
Det gjorde landsmanden Rodrigo til gengæld, da han modtog bolden fra Jordi Alba på kanten af det lille felt. Rodrigo skovlede bolden i mål til 1-0 efter 16 minutter.
Norge stod langt nede på egen banehalvdel og var farligst på omstillinger. En af dem burde til gengæld også have resulteret i en scoring.
AIK Stockholm-angriberen Tarik Elyounoussi fik serveret bolden i helt fri position foran mål, men hans akavede glidende afslutning sendte i stedet bolden væk fra det farlige område.
På trods af den store norske chance dominerede Spanien, som var foran 1-0 ved pausen.
Sergio Ramos havde med lidt mere præcision udbygget til 2-0 efter en lille time, men forsvarsspilleren bankede bolden forbi mål.
Spanierne udnyttede ikke sine chancer, og det straffede Norge.
Bjørn Johnsen blev midtvejs i anden halvleg væltet i det spanske felt, og dommeren pegede på straffepletten.
Joshua King udlignede med et fladt og hårdt spark til 1-1, og så lurede overraskelsen.
Men i den anden ende gik det galt for Norge. Målmand Rune Jarstein fældede lidt klodset Morata efter en sløj tilbagelægning.
På det efterfølgende straffespark blev Ramos matchvinder med en såkaldt "Panenka", da han sparkede dybt i bolden og satte den midt i målet.
I Italien fik hjemmeholdet en god start på EM-kvalifikationen, da holdet slog Finland 2-0 i gruppe J. Nicolo Barella og Moise Kean scorede italienernes mål.
/ritzau/