Var du også vild med tv-serien Dansegarderoben, så er der med garanti et nummer i Cirkusrevyen 2023, som du kan nikke genkendende til - og grine af.
I Dansegarderoben er der en scene, hvor dansepigerne optræder i små hjortekostumer og vender numsen til de fremmødte fotografer.
Nøjagtig det samme skete i går, da Cirkusrevyen løftede en lille flig af den kommende sæson i det nye telt på Dyrehavsbakken.
Bare med det omvendte fortegn, at nummeret i 2023 udføres af de tre herrer Niels Olsen, Niels Ellegaard og Mads Knarreborg.
Og skal man tro de fremmødte pressefolk, så skal nummeret nok få latteren til at runge under teltdugen.
I bedste Dansegarderoben-stil trippede Niels Olsen, Niels Ellegaard og Mads Knarreborg i yderst sparsom beklædning ind på scenen i deres opdaterede bud på revyklassikeren ”Hvad skal vi med kvinder”, som blev gengivet i TV 2’s serie om Cirkusrevyen.
Til Avisen.dk siger Niels Olsen.
- Det er en hilsen til Dansegarderoben, hvor pigerne til en fotosession bliver bedt om at komme ind og vende røven til - og så bliver fotograferne MEGET interesserede. Og det booster billetsalget og det vil vi jo også meget gerne gøre, griner Niels Olsen og fortsætter.
- Det er et nummer, der er en kommentar til, at vi mænd måske ikke altid har behandlet kvinderne lige respektfuldt - også i vores branche, siger revystjernen.
Til fredagens pressemøde var der flere godbidder: Merete Mærkedahl viste sig i sin glansrolle som statsminister Mette Frederiksen, Mads Knarreborg som journalistikkens dronning, Ulla Terkelsen, og så kiggede den stakkels Irma-pige forbi i skikkelse af Bodil Jørgensen. Alt sammen instrueret af den nye kvinde i front, Joy-Maria Frederiksen.
Herunder lidt billeder fra Cirkusrevyen 2023.
Henrik Petit
Henrik Petit
Henrik Petit
Henrik Petit
Cirkusrevyen har premiere torsdag den 11. maj og spiller til 27. august.