Almindelige mennesker, der kæmper mod toptrænede sportsfolk er god underholdning. Det mener de i hvert fald i USA. Inden længe starter arbejdet med at gøre det populære reality-tv-show til en spillefilm.
Sidste år vendte tv-showet tilbage til tv-fladen efter mere end 10 års pause, og det blev en bragende succes.
Derfor er det lykkes tv-showets skaber, Johnny Ferraro, at overbevise filmfolk om, at det også ville blive en bragende succes som en spillefilm.
Scott Mednick skal producere den kommende film, og han er ikke i tvivl om, at konceptet også holder på det store lærred.
"Jeg glæder mig rigtig meget til at forvandle hele konceptet til en historie med et plot og med flere nye figurer," siger han til filmmagasinet Variety.
Det anslås, at filmen kan være færdig til premiere engang i løbet af 2010.