Af Per Seyffart, pese@avisen.dk

Stefan bør have noget medicin, der kan dæmpe hans urolige og rastløse gemyt. Sådan var rådet fra en pædagog på Kroggårdskolen, da Stefan Vikkelsøe-Pedersen gik i første klasse.

Lærere og pædagoger havde deres hyr med den urolige dreng, der ikke gad at følge med i timerne. Konklusionen var, at han måtte lide af det hyperaktive syndrom DAMP eller noget, der var værre.

Skolen mente, at drengen skulle undersøges af skolepsykologen.

»Men psykologens vurdering var, at Stefan ikke fejlede noget som helst. Faktisk havde han en intelligenskvotient på 138, som kun få procent af den danske befolkning har,« siger Stefan Vikkelsøe-Pedersens mor, Henriette.

I dag går Stefan Vikkelsøe-Pedersen i sjette klasse på Mentiqa – en skole for højt begavede børn.

Han har gode venner, er glad og tilfreds.

Men det var han ikke fra børnehaveklassen til og med fjerde klasse.

Begavet, men rastløs

Selvom skolepsykologen lod beskeden gå videre om, at Stefan Vikkelsøe-Pedersen var højt begavet og derfor kunne blive rastløs og have svært ved at indfinde sig, hjalp det ikke meget i klassen.

»Lærerne troede, jeg var lidt smådum og doven. På et tidspunkt blev jeg sat ned i et hjørne af klassen, hvor jeg ikke kunne forstyrre de andre. Det var lidt som et skammehjørne,« siger Stefan Vikkelsøe-Pedersen.

»Lærerne fokuserede kun på problemerne, i stedet for at se på hans evner. Når han fik matematikopgaver for, som klassen fik en time til at løse, havde Stefan løst dem på 10 minutter. Men det betød ikke altid, at han kunne få ekstraopgaver. Dem skulle han gøre sig fortjent til ved at sidde pænt og opføre sig ordentligt. Men det kunne han jo netop ikke, fordi han kedede sig,« tilføjer Henriette Vikkelsøe-Pedersen.

En ny begyndelse

På et tidspunkt kom det så vidt, at Stefan Vikkelsøe-Pedersen blev henvist til en børnepsykiatrisk afdeling på OUH.

Problemerne i skolen tårnede sig op. Stefan Vikkelsøe-Pedersen kom jævnligt op at slås med klassekammeraterne, forstyrrede undervisningen voldsomt og blev mobbet. Han kunne heller ikke dele sine interesser med klassekammeraterne.

»Stefan kunne gå glad i skole, men kom altid hjem trist. Og det blev værre og værre. I fjerde klasse var vi hver eneste dag bekymrede over at sende ham i skole,« siger Stefan Vikkelsøe-Pedersens far, Dann.

Heldigvis åbnede Mentiqa i august 2006 i Odense, og Stefan Vikkelsøe-Pedersens forældre valgte at flytte ham derover.