Oven på en uge hvor det kom frem, at prinsgemalen til et fransk magasin har udtrykt sin store skuffelse over ikke at være blevet dansk konge, er det værd at minde om, at samme prins af Danmark i en årrække har arbejdet hårdt for at blive vinkonge.
Det er ikke altid gået lige godt. Ekstra Bladet har i årevis omtalt prinsens vin som Chateau de Rævepis , og selvom benævnelsen ikke er retfærdig, er det sandt, at prinsens vine sjældent har leveret varen i en klassisk pris/værdi-måling. Flere af årgangene har mere levet op til det niveau, frankofile turister forventer, når de i plastikdunken har aftappet fem liter på det lokale vineri til 10-15 franc literen.
Nu har Irma så valgt at sørge for, at man selv kan få syn for sagn ved at sætte prinsens årgang 1999 Chateau de Caix på hylderne til 119 kroner flasken. Ganske mange penge i de fleste danske vinbudgetter, men ikke fuldstændig urimeligt i forhold til kvaliteten. Der er tale om en moden, blød Cahors-vin med masser af frugt og absolut i den gode ende af, hvad området kan præstere. Selv erklærede republikanere vil ikke føle sig direkte snydt, og er man til kongerøgelse, er prinsevinen stort set hver en krone værd. Det må prins Henrik så glæde sig over i mangel af – nå ja – netop en krone.
Ægte masseproduktion
I den mere dødelige og helt ukongelige afdeling har ISO resten af denne lørdag taget højde for den kommende sommerhus- og campingsæson ved at fyre op under bag-in-box tilbuddene. Casa la Joya Reserve, en klassisk chilensk Cabernet-Shiraz, er et mere end drikkeligt eksempel. Rund nærmest blød smag, god kraft og et behageligt eksempel på Chiles vinniveau, også når det gælder ægte masseproduktion. En kilde i branchen fortæller, at en væsentlig del af papkassernes succes – foruden prisen – er, at den giver ægtemænd gode muligheder for at nappe et ekstra glas i køkkenet, uden at husfruen opdager det. Det er den slags, der ikke gør det nemmere at tro på parforholdet som institution.
Skulle der i tiden op til påske være en solstråle eller to på vejen, er det også automatisk tid til de lidt lettere vine. Herhjemme er Beaujolais’er som regel populære – også selvom de ofte er ret sure i det. Men til prisen er Brouilly 2004 Domaine de la Bruyére fra Holte Vinlager placeret i den temmelig suveræne ende. Udpræget Beaujolais i duft og smag, men med en mere behagelig eftersmag end så mange andre. Brouilly hører hjemme blandt områdets fine cru’er, og denne er værd at prøve. Den udkonkurrerer nemt de mange halv- og helkedelige Fleury’er, der af en eller anden grund har alt for godt fat i det danske marked. Den vil passe til en frokost, et glas i solnedgangen og såmænd også lidt lettere kødretter, og pludselig kan man oven på forårsjævndøgn såmænd bilde sig selv ind, at det hele går fremad.