Interessen for samtidskunst og kunst generelt har aldrig været større i Danmark end nu. Og nu er også fotokunsten ved at komme med på vognen. Salget er stigende, og det er særligt de yngre generationer, der betragter fotokunsten på lige fod med anden kunst.Peter Lav, der er indehaver af peter lav PHOTO GALLERY, var den første herhjemme til udelukkende at fokusere på fotokunst i sit galleri. Han flytter efter et succesfuldt første år til større lokaler, fordi det - indtil nu - lille marked for fotokunst er ved at blive større. »Kunstscenen i Danmark er blevet mere internationalt rettet. Fotografiet spiller en stor rolle på de internationale kunstmesser, og på udenlandske gallerier har det også fået meget mere plads, end tilfældet har været her i Danmark. Men der er efterhånden kommet en stærk interesse for fotokunst,« fortæller Peter Lav. Han fremhæver, at talentmassen er stor i Danmark.Dansk fotokunst er i øjeblikket også genstand for interesse internationalt. Nikolaj Howalt og Trine Søndergaards fotoserie How to hunt blev fornyeligt tildelt juryens specialpris i forbindelse med kunstmessen Paris Photo, hvor billederne samtidig blev købt af flere udenlandske museer.
Ny generation af samlere
Sammen med den store interesse for samtidskunst og kunst generelt, der i øjeblikket er i Danmark, er der også opstået en ny generation af samlere, hvor kunstfotografi er en naturlig og integreret del. »Det er yngre generationer, der er blevet kunstopdraget, efter at fotografiet blev accepteret som kunstmedium. For dem har fotokunst altid indgået på lige fod med anden kunst,« fortæller Peter Lav.»De er meget nysgerrige og interesserede. De køber ikke ind på samme måde som de store samlere, men køber i stedet nogle enkelte ting.« Det nye købestærke publikum kan mærkes flere steder i kunstverdenen. Kunst er moderne, og det at have kunst på væggene har overtaget, hvor hypet om danske designermøblerne sluttede.Om interessen for fotokunst fortsætter er endnu uvist.»Man ved jo, at når der er højkonjunktur, så er der plads til kunst, men når det så er lavkonjunktur, så er kunsten noget af det første, der bliver skåret væk,« siger Lav. Alligevel satser Peter Lav på fotografiet, og 11. januar slår han dørene op i nye, større lokaler i Valby, hvor fotokunsten får endnu mere plads.