Den 50-årige peruvianske fotograf, Jaime Razuri, stod ved en vejside, da fem maskerede mænd nærmede sig, skubbede ham ind i en bil og kørte væk med høj hastighed. Sådan beskrives hændelsesforløbet bag mandagens bortførelse af AFP-fotografen ifølge AP.
Bortførelsen er den seneste i en lang stribe, der er sket i Gaza de sidste måneder. De fleste er blevet udført af utilfredse arbejdere, der forsøger at tjene en ekstra skilling på pengeafpresning ved at bortføre udlændinge. I langt størstedelen af tilfældene bliver ofrene løsladt indenfor få timer, men to medarbejdere fra Fox News blev tidligere holdt fanget i over to uger.
Det er hovedsagligt journalister og hjælpearbejdere, der er mål for bortførerne.