Den omstridte grund i København, Kløvermarken, er igen genstand for diskussion på og udenfor Københavns Rådhus.
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) vil bygge 3.000 af sine meget omtalte billigboligere på grunden i forbindelse med et stort boligprojekt, der også skal omfatte andre boligformer end Ritts billige boliger.
Men nu har Danmarks Naturfredningsforening sat en foreløbig kæp i hjulet på Ritt Bjerregaards planer, idet foreningen vil have det grønne område med de mange fodboldbaner fredet.
- Vi rejser fredningssagen for at bevare de rekreative områder til glæde for københavnerne og de beboere, der bor der ude, siger foreningens præsident Ella Maria Bisschop-Larsen.
Ritt Bjerregaard mener, at fredningen skal trækkes tilbage, da den beror på en misforståelse.
Overborgmesteren siger, at Danmark Naturfredningsforening ikke vil rejse en sag, hvis boligbyggeriet kun kræver en tredjedel eller en fjerdedel af den store grund. Og det er lige præcis, hvad der er tilfældet, mener Ritt Bjerregaard.
- Det er ganske enkelt en grotesk misforståelse fra Danmarks
Naturfredningsforening, som desværre får meget store konsekvenser.
Foreningen skylder københavnerne at trække deres beslutning tilbage,
når de ikke har sat sig ordentligt ind i sagerne, før de sætter en
stopper for udviklingen af Kløvermarkskvarteret, siger Ritt Bjerregaard til Jyllands-Posten.
I samme åndedrag gør hun opmærksom på, at en fredning også vil bremse renoveringen af boldbanerne i Kløvermarken.
En dommer i det såkaldte fredningsnævn skal nu tage stilling til fredningen. Erfaringen viser ifølge Danmarks Naturfredningsforening, at langt de fleste fredningsforslag bliver vedtaget.