I aften ankommer mange af de forulykkede buspassagerer til Danmark med bus. Det oplyser pressechefen i Københavns Kommunes børne- og ungdomsforvaltning, Casper Dall.
"Lige nu er 67 af de 80, der var sendt afsted fra Kærnehuset, på vej tilbage til Danmark i to busser. Nogle af dem er selv kørt hjem sammen med pårørende," siger Casper Dall til Newspaq og tilføjer, at krisepsykologer har lavet individuelle vurderinger på de forulykkede, og at ikke alle har kunne klare en bustur.
Ulykken skete på den sekssporede motorvej B9 syd for Berlin ved byen Dessau, og tre personer blev dræbt i det voldsomme uheld.
De dræbte er den 45-årige Brian Reichgruber, hvis 12-årige søn var ombord på bussen, og 32-årige Jane Madsen samt 35-årige Josefine Christoffersen, som begge var pædagoger i fritids- og ungdomsklubben Kærnehuset på Amager.
I alt blev 28 kvæstet under busulykken. En person er fortsat indlagt på hospitalet i Dessau, oplyser Charlotte Slente fra Udenrigsministeriet til Newspaq.
Flere forældre hastede lørdag til Tyskland for blive forenet med deres børn, og lørdag aften blev 20 pårørende fløjet til Berlin i et fly, som Københavns Kommune havde chartret.
Der er krisepsykologer på stedet, ligesom medarbejdere fra den danske ambassade i Berlin er til stede.
Bussen var på vej til skisportsstedet Neukirchen i Østrig, da ulykken skete.