Hvad med bare at få det overstået og oprette en Årets Mikael Simpson-kategori, kunne man spørge efter at have set listen over Danish Music Award nomineringerne 2007.
For på trods af, at Mikael Simpsons tredje plade ?Stille og Uroligt’ ikke når samme niveau som de to første, så er han alligevel nomineret i samtlige af de kategorier, han kan nomineres i. Men i det mindste er Simpson ikke, som ved P3 Guld, nomineret som Årets nye navn. Det er hans kumpan Anders Trentemøller til gengæld.
Forudsigelig samling
I det hele taget er DMA nomineringerne lige så forudsigelige som handlingen i ?Krøniken’ og i store træk de samme som ved P3 Guld: Således domineres kategorier som for eksempel Årets hit, gruppe, sanger og producer udover Simpson og Trentemøller af Nephew, Nik & Jay, Kim Larsen, Thomas Helmig og Veto. Men der er selvfølgelig også blevet plads til Peter Sommer og Oh No Ono.
Kun Teiturs nominering som Årets danske sanger tilbyder en smule overraskelse og fantasi.
Få kvinder
I kategorien Årets danske sangerinde er Kira Skov, Dicte, Marie Key, Natasja og Henriette Sennenvaldt fra Under Byen nomineret. Men så er østrogenkvoten tilsyenladende også brugt op. I hvert fald er samtlige kategorier domineret af mænd: Kun tre ud af 64 mulige nomineringer går til en kvinde, nemlig Lily Allen som Årets nye udenlandske navn, Natsja som danske hiphop udgivelse og Stine Michel som danske børneudgivelse.
Hvem der ender med at vinde én af de 16 priser og en særlig Ærespris, bliver offentliggjort ved DMA showet den 3. marts i KB Hallen i København. Vinderne findes af en jury, med undtagelse af ?Årets danske hit’, hvor det er publikum, der bestemmer.
For andet år i træk er det Jacob Riising, der er vært for showet, som sendes direkte på DR1 kl.20.