»De kan ikke klare at se forholdene. Det ender ofte med, at de bliver frosset ud søger væk,« siger Søren Dreier.
Kate Runge var indtil 2004 ansat som embedslæge i Århus Amt og førte tilsyn med institutioner for svage grupper.
Værre episoder
Hun har set langt værre episoder i ældre- og handicapplejen end på Strandvænget, og er derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at mishandling af handikappede sker flere steder i landet.
»Jeg har for eksempel set en beboer, der ikke fik nok mad, fordi lederen brugte kostpengene til sine heste. Jeg har set en ældre mand blive lukket inde på sit værelse og kun lukket ud, når konen kom på besøg. Og jeg har set plejehjem, der tørrer brugte engangsbleer på radiatoren for at kunne bruge dem igen,« siger Kate Runge.
Ændret tilsyn
De kritisable forhold på bostedet Strandgården fik i går Bent Normann Olsen (A), formand for Danske Regioners Social- og Psykiatriudvalg, til at kræve, at tilsynet med bosteder ændres helt.
I dag er det regionerne og kommunerne, der kontrollerer deres egne bosteder. Fremover skal der oprettes et uafhængigt tilsyn, mener Bent Normann Olsen.