15 københavnske buslinjer kommer heller ikke på gaden i dag. Arriva-chaufførerne gik tirsdag morgen hjem efter et fagligt møde, hvor deres tillidsmand, næstformand i Transportarbejdernes Fagforening, Karin Kofoed, beskriver stemningen som hadsk.
"Vi blev nærmest hånet ned af talerstolen, da vi fortalte, hvad direktøren i busselskabet Arriva havde sagt til os," siger Karin Kofoed til P4 København.
Chaufførerne er vrede over, at deres overenskomst er sagt op af Arriva. De nedlagde arbejdet mandag morgen, men i løbet af dagen skete der ikke meget mellem parterne, udover at Arriva påpegede, at ledelsen ikke vil trække opsigelsen af overenskomsten tilbage.
Den overenskomst, som Arriva vil have de 700 chauffører over på, er ifølge chaufførerne dårligere, bl.a. fordi den kan tvinge dem til at køre syv timer i træk mod tre timer nu.
"Der var ikke meget stemning for at acceptere, hvad direktøren havde meldt ud, "siger Karin Kofoed.
Hun oplyser, at chaufførerne efterlyste en melding på morgensdagens faglige møde fra sektorformand i FOA, Reiner Burgwald om, hvilke rettigheder, de har i forhold til arbejdstider og pauser.
Karin Kofoed beklager på chaufførernes vegne, at aktionen går ud over passagererne.
"Chaufførerne gør ikke det her, fordi de har lyst til at genere passagererne, men det er den eneste mulighed, de har," siger Karin Kofoed.
Overenskomsten med FOA udløber 1. marts næste år. Fra det tidspunkt vil Arriva have, at arbejdet skal være dækket af den overenskomst, som selskabet har med forbundet 3F. De to forbund har historisk overenskomstdækket forskellige garageanlæg i København.
Arriva begrunder sin opsigelse med, at FOA og 3F begge kræver, at deres overenskomster skal gælde i de samme garageanlæg, og at det vil gøre arbejdstilrettelæggelsen besværlig.
FOA mener, at Arriva ikke kan slippe ud af overenskomsten ved at sige den op. I stedet skal selskabet varsle konflikt med det formål at komme ud af overenskomsten.
Chaufførerne mødes igen onsdag morgen klokken 7 for at vurdere, om de skal genoptage arbejdet.