Af Anders Høj Eggers
Søndag d. 17. juni blev dagen, hvor tusindvis af AGF-tilhængere endelig kunne ånde lettet op. Efter et års ufrivilligt ophold i 1. division, hvor modstanderne har heddet Thisted og Fremad Amager, skal de hvide fra Fredensvang igen dyste mod hold som FCK og Brøndby.
Der er ingen tvivl om, at det århusianske hjemmepublikum er klar til den nye udfordring. Selvom ørkenvandringen i 1. division har budt på spillemæssige op- og nedture, kan AGF alligevel prale af et tilskuergennemsnit på 8.270 i denne sæson.
Tilskuermæssigt har de hvide i den grad klassen til comebacket i landets bedste fodboldrække.
Effektiviteten i højsædet
Oprykningen er frem for alt kommet i hus via effektivt og upoleret spil. Ove Pedersens tropper har været i bedre form end modstanderne, og det har givet dem et overtag i spillet i de fleste af sæsonens anden halvlege.
Desuden har AGF også været giftigere foran mål, men dermed ikke sagt, at det har været let for AGF. Stort set alle de hold, de har mødt, har set deres opgør mod AGF som sæsonens kamp. Alle klubber ville slå AGF, og det lykkedes for nogle af dem.
Alligevel kan klubben nu se frem til minimum en sæson i Superligaen, der har sæsonstart om en måned. Det bliver ikke til meget sommerferie for de hvide, selvom de har fortjent det. Der er nemlig kun to en halv uge mellem den sidste kamp i 1. division og den første kamp i Superligaen.