17-årige Farhad Tober fra Vejle er onsdag eftermiddag blevet genforenet med sin familie.
Det siger drengens onkel til DR, som fortæller, at de mødtes i et indkøbscenter i Kiel i Tyskland.
Farhad Tober forsvandt i kølvandet på en politiaktion i foråret 2022.
12. oktober oplyste Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse, at man mente, at han befandt sig i Tyskland.
I den forbindelse kom det frem, at han havde søgt asyl i Tyskland i år. Men han var ikke mødt op på et asylcenter.
Familien til Farhad Tober har siden også ledt efter ham i Grækenland, skriver DR.
En uge efter, at politiet mente, at den 17-årige var set i Tyskland, oplyste familien til mediet 24Syv, at de havde været i kontakt med ham.
Drengens familie har medvirket i DR-dokumentaren "Forfulgt af Politiet?", hvor de fortæller, at de oplever at blive chikaneret af politiet. Det afviser politiet selv.
Ifølge Ekstra Bladet befinder den 17-årige dreng, hans søskende og mor sig nu på et asylcenter i Tyskland.
Avisen skriver, at de har søgt asyl i landet, og at de skal bo i nærheden af Hamburg, indtil deres ansøgning er behandlet.
Det fremgår ikke, hvorfor familien søger asyl i Tyskland.
/ritzau/